DASU Classic

DASU Classic

Hvad er DASU Classic Regularity?
DASU Classic er en serie af motorløb, de såkaldte regularity løb, der er for dem der ejer en klassisk bil, indregistreret den 31.12.1995 eller før, samt youngtimere op til og med 31.12.1999, ligesom nye elbiler kan deltage i en særlig klasse (Åben klasse).

Deltagerne er opdelt i klasser afhængig af holdenes erfaring og tidligere resultater. Klasse 1 Elite, klasse 2 Expert, klasse 3 Sport, klasse 4 Touring og klasse 5 Begynder. Derudover en særlig klasse 6 Åben klasse for nyere biler f.eks. elbiler.

Hvad er regularity løb?
Ved regularity løb forstås et løb på offentlig vej, hvor deltagerne skal overholde forskellige gennemsnitshastigheder.

Løbene køres enten efter tydelige kort, hvor der er indtegnet nummererede punkter, som man skal gennemkøre i den rigtige rækkefølge. Der kan også køres efter de såkaldte tulipaner, der anvendes i hastighedsrallyer.

På ruten som består af transportetaper og sekundetaper., er der på sekundetaperne af løbstilrettelæggeren placeret hemmelige tidskontroller (elektroniske trackere), uden deltagernes viden. Her gælder det om at passere kontrollen på det rigtige tidspunkt, hvilket vil sige i det rigtige sekund i forhold til den kørte distance og den angivne gennemsnitshastighed. Gennemsnitshastigheden kommer aldrig over 50 km i timen, så her kan alle være med.

Regularity løb for klassiske biler er en anden måde at køre motorløb på, og er samtidig en sjovere måde at bruge sin klassiske bil på, end blot at køre en tur i godt vejr med termokanden i bagagerummet. Ikke fordi det ikke er hyggeligt, men det giver en anden dimension, at man kan bruge sin bil i konkurrenceøjemed, og samtidig komme ud blandt andre mennesker, med samme interesse.

DASU-mesterskab i regularity løb.
Dansk Automobil Sports Union (DASU) afvikler hvert år et DASU-mesterskab i regularity (Danmarksmesterskab), bestående af 6 løb, der køres i periode april til oktober, og fordelt over hele Danmark.

Læs mere om DASU Classic (regularity løb) på hjemmesiden www.dasuclassic.dk